|
|
| |
Deformation |
| |
af Martin Mayara © 2001 |
| |
|
| |
|
| |
Mens hun ser på stjernerne husker hun. (bagefter kommer gråden).
Hun husker blodet da benet endelig blev frit.
Da hun forsigtigt kyssede det blodige lår, euforisk af glæde og fysisk smerte, inden hun langsomt lod det synke i kanalen.
Nu var hun smuk. En kvinde.
Hun var alle hendes drømme i én vidunderlig forkrøbling af kroppen.
Den blodige sav ved hendes side og læbestiften og ladyshaveren.
Hun husker det hele nu. Omverdenens rædsel og politiet.
Elskerens tårer. Medicinen, de lange samtaler, og de ulidelige besøg fra moderen. Spørgsmålene. Bebrejdelserne. Hun havde været ung.
Haft tid til at vente, til at lære at styre protesen med ynde.
Og da hun endelig havde vundet deres tillid, og fik lov at tilberede sin egen mad.
Blodet på væggen i køkkenet.
Portørens forsøg på at redde hendes hånd mens den stadig kunne sættes på.
Inden hun havde flået den til uigenkendelighed.
Hun husker besværet med at få de rigtige proteser.
De tydelige, der ikke var designet til at ligne den legemsdel de skulle erstatte.
Kampen med at beholde arret hvor brystvorten manglede.
Tildækningen af hendes krop når moderen kom. Moderens fortvivlelse.
De havde allesammen været så oprørte. Så uforstående.
Ingen havde bemærket hendes virkelige skønhed, eller værdsat hendes glæde.
De ignorante havde stjålet de bedste år af hendes liv.
Ladt hende blive gammel bag lukkede døre. Men nu er hun ude.
Oppe i årene, men smukkere end nogensinde.
Og mens hun ser på stjernerne husker hun, og hun græder.
Græder som man kun kan græde i Venezia.
Lader tårerne drive ned ad hendes kinder, farve ansigtet sort af opløst make up.
Hun retter forsigtigt på den hvide pels, og begynder langsomt at gå.
Let haltende på de ujævne brosten, sætter hun kursen mod San Marco katedralen med det
guldfarvede loft.
Mod Madonna'en, som hun ved forstår hende. Hun er lykkelig...... |
| |
|
| |
|
| |
 |
 |
|
