|
|
| |
Tornerose |
| |
af Nana Toft © 2000 |
| |
|
| |
|
| |
Jeg har været her i så lang tid nu efter sidste gang. Mit ansigt går næsten i et med det hvide bomuldssæt. Jeg vågnede op i går efter en betonsøvn, hvor tornene på Rosen havde bevæget sig indad i kroppen på den lange stilkede krop. Der lå en bunke sand på mine øjenlåg og billederne fra graven dukkede frem under dyngerne af sand:
Jeg ligger på sengen. Rummet er indhyllet i tusmørke, og jeg har ikke flere tændstikker. De ligger i en sirlig stablet bunke ved siden af sengen. Mine fingre er sorte af sod.
Jeg ringer rundt til numre i den Gule Fagbog. Tilfældige numre. Tilfældige opslag. Denne gang Fredgaard - de har mobiltelefoner på tilbud. Jeg siger at de kan vælge en model for mig. Jeg vil i øvrigt også gerne have en ny almindelig telefon. Fona kommer med en telefax og en ny computer med internetadgang: Fonamænd stiller tingene ind i stuen. Jeg siger til dem, at jeg har influenza - "Roskilde-sygen - meget smitsom. Om jeg kan få en regning? Ja, tak 17.000 kroner, okay. Smiler. Det er helt fint. Tusinde tak. Hav en god dag".
Arbejdsmænd i arbejdstøj. De har en krop under den Kanvas. Mr. Kanvas uden tøj på? Jeg har ikke et godt forsøg med at prøve at forestille mig det.
Vil alligevel ikke kunne se ham.
Fonamændene går med underlige blikke til hinaden, synes jeg.
Jeg vågnede op her og det skær i mine øjne. Det er altid mine øjne der spiller mig et puds. Jeg gik til optikeren for et par år siden:
- Hr. Optiker, jeg kan ikke se rigtigt, jeg skal nok have briller.
- Dine øjne er perfekte
- Hr. Optiker, jeg må have en bygningsfejl, sidder det i hjernen?
Dine øjne er perfekte.
Foråret puster hvide mælkebøtter i mine øjne, så alting slørrer og flyder hvidt i hvidt. |
| |
|
| |
|
| |
 |
 |
|
