|
|
| |
Kakafoni |
| |
af Nana Toft © 2000 |
| |
|
| |
|
| |
Ligger med øjnene fæstnet på en hvid prik i loftet. Året er 1999, nytårsaften. Stemmerne vælter over hinanden, kæmper for at blive hørt i en symfonisk kakafoni.
Jeg stirrer og mærker madrassen give efter under mig, fjedrene udstøder små hvin i en stadig mere taktfast rytme, mens jeg bevæger underlivet op og ned.
Monotonien slår stemmerne tilbage til stuen ved siden af, og jeg rejser en lille stund tilbage til årene før:
Sygdommen hænger i værelset. Jeg prøver ikke at ånde. Han er der nu, han er der nu, rejs dig op, så rejs dig op. Små sug, små sug. Stort gisp. Sluger ham ind. Hans syge krop. Hans syge sind. Liger igen her. Det Hårde Hvide rum med store spejle på væggene, spejlene fanger sygdommen ind, kaster den glinsende krops bevægelser ud i rummet. Han fanger sig selv fra alle vinkler.
Se ham nu, se ham nu, han er forelsket, forelsket. Jeg ser mig selv smile. Det ser ægte ud. Hvis han kigger, er det bedst jeg smiler. På maven med kinden mod madrassen stirrer jeg på væggen til venstre. Her hænger Hun jo. I guldramme. Øjenene følger mig som Mona Lisa. I skarpe taktfaste ryk. Hun følger mig, hun følger mig, passer mig som en smertende engel. Sygdommen, han har åbnet mig. Sygdommen er i mig. Sygdomsslangen hvisler. Hvisker kærligt og begærligt til den virdende krop i spejlet. Nyder konturerne, i aggressiv modtakt smyger han sig op mod højdepunktet. Tungen presser sig ud af mundens åbning. Lang og tynd fugter den læberne med halvåben sprække. Åbner så på vidt gab og den indestængte luft befries: Sygdom ud, sygdom ud, sygdom ud, sygdom ud, hænger i værelset, små sug, små sug, små sug, små sug, øjnene fra Mona Lisa følger mig i ryk, i ryk, i skarpe taktfaste ryk, sygdomsslangen er i mig, spænder hver eneste muskel og støder. Pisker sved på de store spejle. Hans øjne vanvittige i sejrsrus.
Hans ånde dugger spejlene. Han kærtegner de udflydende konturer. I stille sekunder eksisterer en sagte og inderlig dialog. Hviskende og messende som et ritual: Jeg elsker dig, siger han.
Stemmerne kommer igen, symfoniorkestret starter.
Lyden af et nyt årtusinde lyder som jeg aldrig har hørt en lyd før. |
| |
|
| |
|
| |
 |
 |
|
