|
|
| |
At briste en drøm |
| |
af Mette Thyregod © 2003 |
| |
|
| |
|
| |
Jeg er druknet i drømmen om det, som andre har. Jeg læser ordene i brevet, og lader fremtiden stå tilbage i kaffegrumsen. Den har mistet sin virkeligheds realitet. Med stor møjsommelighed pakker jeg tasken, og husker det vigtigste og glemmer tankerne. Dem stiller jeg i koppen ved siden af kaffen. Nede på gaden tager jeg bussen. Jeg ved, at hendes yndlingssted er søen, ved udmundingen af åen. Jeg står stille hele dagen for at se, om hun kommer op til overfladen, men hun kommer ikke. Flere gange går jeg rundt om søen, og ser ud på den, fra hver en af dens buer. Hun er der ikke, og hvis hun er, vil søen ikke fortælle mig det. Den næste dag svømmer jeg mod bunden flere gange. Og den næste dag, og den næste dag. En dag ser jeg hende sidde på bunden af søen, bag en stor sten. Drømmen sidder som en boble omkring hende. Hun ser ud på mig gennem den, og beder mig i tankerne om at briste hendes drøm. Jeg må have ilt, og svømmer op til overfladen. På bredden står min taske, og jeg tager en saks med ned. Jeg lægger hende på bredden, da vi kommer op. Drømmen sidder stadig i hende, og jeg vender hende om på siden. Den løber ud af munden og næsen på hende sammen med vandet. Hun ligger stille tilbage, men jeg kan se hendes hjerte banke stædigt gennem den gennemsigtige hud - hun lukker øjnene op.
De næste par dag sidder hun på stolen og stirrer ud gennem mit køkken vindue. Tagryggene spærrer for den blå himmel, men hun vågner også først når månen kommer frem. En dag ser jeg hende ikke mere, hun er gået fra mit køkken. Dagen efter ser jeg hende gå gennem byen med fremtidens drøm i en pose. Jeg stiller hendes kaffekop væk, den får hun en dag. |
| |
|
| |
|
| |
 |
 |
|
