Kortprosa.dk

	Novemberdøden
	af Martin Mayara © 2001


	mandag Om jeg forstår det er en anden sag. Det kommer nærmere an på hvorfor jeg prøver at forstå. Navnlig i mit tilfælde må det være indlysende, at forståelse ingen rolle spiller. Det skete er sket, om jeg forstår det eller ej, så hvorfor prøve at forstå når det nu er mere pressende at finde væk fra det skete? Hvorfor denne pseudo-intellektuelle trang til at lade tankerne strande ved forståelsen, mens kroppen hænger fast i fortidens ubevægelige skygge? Et logisk svar på det dilemma der holder mig tilbage her i byen, nu hvor jeg burde forlade landet, og holder mig fanget i den manglende forståelses apati, kunne være... nej, det ville snarere være svar på tiltale end en egentlig forklaring. Jeg ved at jeg ikke burde prøve at forstå. At jeg burde accepterer mine ulogiske handlinger. Hvem ville interessere sig for forståelse hvis jeg blev afsløret? Hvem ville bede om forklaring? Ville jeg ikke nærmere blive forkastet? Være opbrugt? Hvis end ikke jeg forstår, hvem så? tirsdag Han er der igen. Står der blot. Ryger. Jeg tænder en cigaret. Mærker mentholen køle hele vejen ned i mine knæ. Op igen. Pust ud. (ind-ud) Åndedræt. Jeg trækker vejret. Mærker røgen forgrene sig langsomt gennem mit urene legeme, ud gennem øjnene, ud i rummet, jeg ser, ser. Lyden af metal i metermål. Jeg lytter. Lyden af en kvinde. En kvinde. Jeg har kendt en del kvinder. Nogle har været venner eller bekendte, nogle har jeg bare mødt. Nogle har været gode veninder og nogle elskere, nogle begge dele. Nogle har jeg udnyttet, andre holdt af, og få forgudet. Nogle har jeg afskyet. Et par har fascineret mig som havets store dræbere. M er en af dem, og i mine minder ser hun bedre ud end jeg nogensinde kan erindre før. Vi har kendt hinanden længe. Dyrkede første gang sex i det lyserøde værelse, med blod i hele sengen. Sex i hele det kolde rige. Sex under de varme sydlige himmelstrøg. I hoteller og på stranden, med græs på knæene og orgasmens rus i kroppen. Vi har været sammen før og siden og med mellemrum. Smadret hinandens ting, og skræmt livet af hinandens venner. Vi har sloges indbyrdes offentligt, og prøvet at myrde, at dræbe, hinanden med knive. Vi har slået hinanden, os selv, og slået op. Vi er blevet overfaldet af vilde hunde, jagtet gennem havnebyen af sømænd, og ringet op om natten af lappo. Vi har set hajerne sammen. I generationer har de hersket i dybet. Kolossale dødbringende enspændere. Sletter alt på deres vej, evigt i bevægelse. På vej ingen steder hen, væk fra hvor de kommer, imod et altid nyt sted, på jagt efter føde og morskab - mordskab. Sorte øjne - tomme øjne, smukke råhvide kroppe, kæber, tænder, tænder, ru hud, tænder - øjne onsdag I kirken sad jeg helt alene. Alene i kirken. Jeg havde bænken helt for mig selv. I kirken sad jeg helt alene. Alene omgivet af venner. I kirken alene. Omringet af venner bekendte. I kirken med hajerne. Store og hvide. Glubske i deres strejfen, overalt i deres bevægelse, hos mig i kirken. Under mig - under mig..... Præsten var brand god - snakkede hele tiden om hvor godt og stort et menneske M havde været. Hvor kreativ og altid hjælpsom. En livsglad og harmonisk person - yndet og elsket af alle. Og hvor er det dog tragisk, at et så godt menneske kan få så sørgeligt og pludseligt et endeligt. Et stort chok for os alle. I sådan en situation må vi trøste os med, at guds kærlighed er uendelig. Altomfavnende. Hvor er det betryggende at vide, at M er et godt sted. Har det godt. M har fundet den tryghed og lykke, hun aldrig havde blandt os andre. Fundet hvad hun søgte. Oppe hos vores allesammens moder og skaber, der er stor nok til at give hende fuldstændig tilgivelse for hendes synd: at hun ikke kunne klare det længere. Præsten var virkelig en stor hjælp i dette, for os alle, svære tidspunkt, hvor vi var lige ved at give op. Mindede os om hvor meget vi havde holdt af M, og altid ville gøre. Næsten som om han havde kendt hende selv. En smuk afsked. Jeg vil aldrig glemme den. Døden kan, på trods af sorg og gru, have en utrolig skønhed. torsdag Han er der igen. Står der blot. Kigger. Bebrejdende. Som om han kendte mig. Mig. (hvis man kigger længe nok på monitoren kan man se figurer tegnet i mellemrummene mellem ordene - jeg kan se en fisk en skorpion og en croissant) fredag barndomsminder - den skjulte del af min personlighed - mindes kun ved bryllupsdage - deles over et glas vin - det første skridt - den første cykeltur - det første kys - vækker latter og glæde - men noget er forevigt glemt - et krøllet fotografi i en støvet tankevirksomhed - et gammelt dokument forsvundet på harddisken - den første pille - den første nedtur - de første nylonstrømper - lørdag Jeg køber et stykke kød og hænger det op i en snor i min stue. Lader det hænge ned fra loftet midt i stuen. Et stykke råt kød på en snor. Et stykke lever fra en kalv midt i min stue. Jeg sætter mig med ryggen op ad væggen og kigger på kødet. Jeg sidder og betragter et stykke rå lever på en snor. Jeg sidder længe i stuen og beundre mit stykke kød. Et stykke kød købt hos den bedste slagter i byen. Den dyreste slagter i byen. Jeg rejser mig op og går hen til chatollet der står op ad endevæggen i min stue. Jeg åbner den tredie skuffe fra oven og tager en lille hvid pille op af skuffen. Jeg sluger pillen. Jeg går tilbage og sætter mig hvor jeg sad før og mine øjne finder automatisk hvile på kødet. Et stykke rødbrunt rå lever fra en død kalv. Jeg lukker mine øjne og forestiller mig hvordan øjnene ser ud på en død kalv. Store mørke tomme øjne. Blodet på blokken og den blodige kniv tørres af i et klinisk hvidt forklæde. Slagteren griner. Har blod på tænderne. Jeg åbner øjnene og kigger fascineret på kødet der hænger i min stue. Et lille nøje udvalgt stykke af et lig. Jeg tænder en cigaret. Puster langsomt røgen ud og holder vejret mens den indhylder kødet i sin grå tåge. Som et kadaver i morgendisen. Jeg kigger ned på mine hænder. Slanke fine fingre. Jeg har en piges skrøbelige hvide hænder. Mine hænder har taget et liv. Jeg ser op på kødet og sidder ubevægelig mens jeg langsomt falder i søvn. søndag Jeg vågner i sengen der hvor gult. Altid gult. Jeg står op og går ind i stuen, sætter mig op af væggen. Kigger. Mine øjne finder automatisk hvile på kødet på min snor. Kød. Åndedræt. Nogen ånder. Noget ånder. I min stue. Rytmisk og monotont. Jeg begynder at nynne. Højere. Synger. Åndedrættet finder sangens rytme. Vedvarende. Rytmisk. Åndedræt fra en død kalv, slagtet i min stue. Blodet drypper.